Sommertid

Home / Blog / Sommertid

Sommertid


Sommertid. Det er, når vi har stillet klokken en time frem, eller … er det tilbage? Hvordan er det nu? Nåh jo. Der er noget med havemøbler. Hvis det er tid at tage havemøblerne frem, så skal klokken stilles frem og når de skal tages ind igen, skal man stille klokken tilbage.

Men hvad kan vi bruge det til på Færøerne? Har man valgt den lette udgave af havemøbler bør de som regel tages ind hver gang de har været ude. Det er ikke sommer- eller vintertid, som afgør om havemøblerne skal ind eller ud, men vejrudsigten. Er der stormvarsel bør alle løse genstande tages ind, uanset om det er sommer eller vinter.

“Sommertiden” er så småt er kommet til Danmark. Vejrudsigter, nyhedsudsendelser og FaceBook-opdateringer fra Danmark har piblet med opdateringer, nu der har været nogle dage med en to-cifret temperatur. Bøgen er sprunget ude. Fortovscaféerne bliver levende. Garderoben er skiftet ud, fra vinter til sommertøj.

Garderobeskift? Det tøj, jeg har hængende i garderobeskabet er det samme, uanset om kalenderen viser sommer eller vinter. Der er ikke den helt store variation i temperaturen, der i snit er på 6,5 grad, med gennemsnitligt 3,5 grad i vintermånederne og 10,5 i sommermånederne. Påklædningen er derfor stort set den samme, sommer som vinter, men det kan jo være både en økonomisk, pladsmæssig og tidsmæssig fordel. 😉

Færøerne har mild vinter og kølig sommer. Til gengæld kan vi have alle vejrets variationer indenfor nogle få timer, lige fra blikstille og strålende sol til orkan, haglvejr og stille dis.

Jeg er netop kommet tilbage fra en tur med min uldne skygge, vores cockerpoo, Coco. En hund efter gåture uanset vejret og som er af den overbevisning, at vandløb er skabt til at løbe i. I dag blev turen dog noget kortere end normalt. Der ruskede en god vind og faldt nogle store dråber dug, da vi gik hjemmefra, men pyt med det. Vi kan ikke lave om på vejret, men tage noget vejr-passende tøj på, og det gør jeg. En god, varm og vandtæt termodragt.

Vi var kommet cirka en halv kilometer fra hjemmet, da de våde dråber ændrede sig til hagl. Hagl, som ikke blot “faldt” ned fra himlen. Nej, det føltes som om de blev skudt mod os. Stakkels Coco, som kun har sin bløde pels til at beskytte sig, krøb pibende sammen på jorden, da hagl, på størrelse med store grønne ærter, piskede ned over hende. Jeg måtte skyndsomt sætte mig på hug for at skåne hende. Fem minutter senere var de mørke skyer drevet videre, solen bagte varmende på min nakke. Strandskaderne klippede forårskåde i luften.

Havemøbler, garderoben eller vejrudsigten er således ikke anvendelige til at fortælle os, om det er sommertid eller ej, men det er naturen heldigvis. Overalt pibler livet frem. Påskeliljerne forsøger at holde sig ranke. Snart vil gåseparret hvæse arrigt, når vi går forbi, for at forsvarre sine små gule dunkugler. Lammene skulle helst ikke komme endnu, da der endnu kan ventes sneslud og kulde, men på indmarkerne kan vi trods alt høre de spæde “mæææh”. På usikre ben stavrer de brogede kommende færøske trøjer hen til moderfåret, finder yveret og suger lystigt, alt mens den lille halestump kører rundt som hovedet på en elektrisk tandbørste.

Jo, det er blevet sommertid.

 

Har du lyst til at modtage et nyhedsbrev 1-2 gange om måneden, og følge lidt med i hvad der sker på Færøerne, så skriv din emailadresse i tilmeldingskassen.

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>