Reportage fra Fuglø – den yderste ø

Home / Blog / Reportage fra Fuglø – den yderste ø
Bygden Hattarvík på Fuglø

Reportage fra Fuglø – den yderste ø

I juli måned 2017 var jeg med på en heldagstur til Fugloy, Færøernes yderste ø mod nordøst. Det var arrangementet “Floksmannadagur”, som havde tiltrukket sig min opmærksomhed. Endelig havde jeg muligheden for at komme ud på denne afsidesliggende ø og så endda samtidig få en kulturel oplevelse. Det blev en anderledes oplevelse.

Af Helle Thede Johansen

Skyerne ligger sum uldne huer, trukket godt ned over fjeldtoppene, da bussen denne lørdag morgen i juli trawler nordpå. Den er startet ud ved havnen i Tórshavn kl. 07:30 med en flok mere eller mindre vågne passagerer og samler flere op undervejs til Hvannasund, en lille bygd på den nordlige ø, Viðoy. Små bække af tågeregn danner mønstre ned ad bussens ruder og de ellers grønne marker kan blot anes som grågrønne skygger. Variationen af snorkende lyde stiger proportionalt med bussens tilbagelæggelse af kilometre.

Fuglø ligger afsides i Atlanterhavet.
Ude i Atlanterhavet ligger Fuglø, den nordøstligste ø af Færøerne – den yderste ø.

Fugleøen

Udflugtsmålet er Fugloy, den østligste af de Færøske øer, på blot 11,1 km2. Med sine stejle kyster og fuglefjelde, er der mange sjældne planter at finde på øen, hvor der også er et rigt varieret fugleliv. Deraf (naturligvis) navnet.

Derude i Atlanterhavet, omkring en times sejlads fra Hvannasund, stiger øen op af havet, som en enkeltstående hjørnetand af basalt, med grøn belægning.

Hattarvík, den ene af de to bygder på Fuglø.
Hattarvík, den ene af de to bygder på Fuglø.

Trods øens størrelse og afsides beliggenhed, findes der to bygder på Fugloy; Kirkja og Hattarvík. Antallet af beboere er dog drastigt faldende. I 1940´erne boede der mere end 200 mennesker på øen. Ved begyndelsen af 2017 blev der kun registreret 45 levende sjæle, hvoraf en del af disse endda ikke er fastboende.

Infrastrukturen og dermed forbindelsen med omverdenen er dybt afhængig af vejret og derfor meget ustabil. Det vil være for usikkert at bo på Fugloy og skulle passe et fast arbejde på én af de andre øer. Har du behov for øjeblikkelig lægehjælp, kan du ikke være sikker på, at den kan nå frem eller at du kan komme ind til den, førend det er for sent. Det er betingelserne.

Færgen Ritan er den ene af øens to livsliner.
Færgen Ritan er den ene af øens to livsliner.

Livslinen

Da vi stiger ombord på den ene af øens livsliner, færgen Ritan, kommer der en smule mere liv i udflugtens deltagere. Enkelte går ud på dækket, for at trække vejret gennem et filter. Andre hiver et kamera op af rygsækken og gør klar til at “fange” fugle, mens vi sejler tæt under Svínoys vestlige side. Mallemuk, ride og andre havfugle skændes højlydte om redepladserne, på de stejle, sorte basaltklippers smalle afsatser.

Himlen har trukket den grå hue op, så den svæver som totter over øen, da vi lægger til i Hattarvík. Én mand på færgen og én på kajen, sørger for at hjælpe hver enkelt passager sikkert i land. Det er vigtigt at holde øje med havets dønninger og hoppe i land, lige i rette øjeblik, ellers bliver landgangen mindre elegant og i værste fald invaliderende.

Der tages imod på kajen.
Som beboer på en afsides ø, følger man godt med i, hvem der kommer og går.

Som sædvane er på de fleste øer, går beboerne ned til kajen for at se hvem der kommer eller hilse af med dem, som tager afsted. Det er et af de små afbræk i hverdagen og altid lidt spændende. Denne dag er da heller ingen undtagelse. Modtagelseskommitéen står klar, endda med nyskænket snaps i et poleret fårehorn. “Vælkomin til Fugloy og skál!”

Blandt de nysgerrige i modtagelseskomitéen med velkomst-attitude, står en lavvoksen mand i blå strikketrøje og ditto hue. Det gråsprængte hår og viltre fuldskæg flagrer i vinden. Jeg når at nikke og råbe et smilende “hej” til det kendte ansigt, inden min hjerne registrerer, at han da vist ikke kender mig. Det er kun mig, der kender ham – fra fjernsynet: Den spidsfindige journalist og TV-vært, Anders Lund Madsen.

Urtekrydret lammekød klar til jordhulen.
Lammekød, krydret med friske urter, er klar til at blive tilberedt i jordhulen.

Kulturoplevelse i Hattarvík

Udflugten er arrangeret af den lokale bonde, Símun Gullaksen sammen med tv-kokken Gutti Winther. Disse to  har tidligere arbejdet sammen om fjernsynsserien “Det færøske spisekammer”, som blandt andet også har været vist på dansk TV.

Uden mad og drikke, duer helten ikke og denne dag står der da også både historiske og gastronomiske oplevelser på programmet. Først morgenmad med færøske speicaliteter, så som tørret lammekød, rullepølse, æg med mere af egen produktion. Siden jordhulelangtidsstegt lammekød. Men der imellem en god travetur op på fjeldet, hvor udsigten krydres med små historier, sjove fortællinger og sagn. Et af dem er dette, om øens oprindelse:

Kirkja, bygden hvor præsterne vandt over troldene.
Da præsterne kastede biblen i land ved Kirkja, forvandledes troldene til græstuer.

Det fortælles, at Fugloy oprindeligt var en ø, som kom flydende. Mænd roede ud til den og kastede stål op på den, så de kunne få den forankret til havbunden. Øen var dog fuld af trolde, som greb alt hvad der blev kastet i land og smed det tilbage i havet.

Så samlede man præsterne, for at få dem til at hjælpe. Mens mændene igen roede ud til øen, stirrede præsterne uafladeligt på øen, for at den ikke skulle forsvinde ud af syne undervejs. Så snart de var kommet tæt nok på øen, kastede den forreste præst biblen i land, mens de andre fortsat stirrede på øen. Det hjalp. Alle troldene blev forvandlede til græstuer og man har kunnet se dem stå på skråningen op mod bygden Kirkja, frem til havets brænding med tiden har ædt dem bort.

Men er det nu vist, at de er helt borte?

Gåsegang gennem Hattarvík til Uppistovugarður
Deltagerne i “Floksmannadagur” begiver sig mod Uppistovugarður.

I røg og damp

Fulgt af enkelte solstråler går vi fra Troldekløften op mellem de 10-15 huse, som udgør bygden Hattarvík. Ritan har allerede sat kursen syd på igen. Vi er efterladte, afsides i Atlanterhavet.

Fra den grønne skråning, foran bondegården Uppistovugarður, bølger en let røg. Iført travesko, rygsække og med en knurrende mave, begiver vi os som målrettede myrer i gåsegang mod tegnet på bål.

Det viser sig at arrangørerne allerede har været i gang i flere timer. De har gravet en hulning i skråningen, foret den med kampesten og tændt et bål nede i. Nu er stenene brændende varme. Gutti Winther sørger for at lammekødet med diverse krydderurter hurtigt pakkes ind i et fugtigt stykke stof, hvorefter det placeres i et stålbur.

Jordhulen er klar til lammestegen.
Det syder og fuser fra jordhullet, som er klædt med brændvarme kampesten og våde håndklæder.

Imens beklædes stenene med fugtige håndklæder og der skovles friskt tang ned i jordhulen. Det syder og fuser. Stålburene sænkes i, hvorefter der dækkes med endnu et lag våde håndklæder. Til sidst placeres der varme sten ovenpå og så jord på toppen, så den hjemmelavede rygeovn er lukket tæt til. Aftensmaden er sat over.

I mellemtiden har hviskende stemmer fundet frem til, at trolden i æsken ganske vist er Anders Lund Madsen, som er på besøg. Han skal faktisk bo en hel måned ude på øen. Planen er at lave en TV-dokumentar om livet på denne afsidesliggende og ensomme ø – som på denne dag har fået besøg af op mod 100 nysgerrige og sultne rejsende. Der røg den ensomhed.

Vandregruppe på vej op på fjeldet
Udsigten fra en fjeldtop er værd at kæmpe for.

Floksmannadagur

Udflugten har titlen “Floksmannadagur í Hattarvík”. Jeg er naturligvis nysgerrig efter at vide, hvad den titel dækker over. Det viser sig at være endnu et gammelt sagn.

Ifølge dette, levede der i 1400-tallet tre mænd i Hattarvík, som hed Hálvdan Úlvsson, Høgni Nev og Rógvi Skel. Disse tre mænd var nogle berygtede oprørere, som hærgede og stjal på de nordlige øer. De var stærke og holdt altid sammen. Hálvdan, den stærkeste af dem, kunne løfte en sten, som var otte alen i omkreds og 10 alen lang. Denne sten ses den dag i dag i udmarken og den kaldes “Hálvdans Úlvssonar hav”.

Efterhånden som de hærgede og fik kontrol over et større område, gik det op for dem, at de kunne tage magten over alle øerne. De var dog også klar over, at skulle det lykkes dem, så måtte de nok have fat i nogle våben.

 

Udsigt frá Knúki.
Floksmannadagur er en dagsudflugt med fjeldtur, fortællinger og gastronomiske oplevelser.

De tre oprørere skrev til kongen og bad ham om at sende dem nogle sværd. Kongen svarede dog tilbage, at færinge er fredelige mennesker, så han så ingen grund til at sende våben til Færøerne. Mændene gav dog ikke op sådan uden videre, så de skrev igen til kongen, og fortalte denne gang at indbyggerne på Færøerne ikke kunne være i fred for udenlandske tyveknægte og pirater. Så fik de våben.

Mændene hærgede i lang tid rundt over øerne, stjal, sloges og huggede hovedet af folk. Til slut lykkedes det dog at overmande dem og tage dem til fange. De blev ført op på et fjeld ved bunden af Skálafjorden og smidt ud over kanten af Valaknúkar. Banditterne blev begravede under fjeldet, og det siges at man den dag i dag stadig kan se stedet, hvor de ligger, da det fremtræder mere mørkt, stenet og ufrugtbart end området rundt om.

Troldomsagtigt.

Færøsk pålæg.
En proteinrig morgenmad af hjemmeproducerede madvarer danner et godt grundlag for en fjeldtur.

Fjeldtur med overraskelser

Bænket ved tre langborde i kælderen, indtager vi et godt proteinrigt morgenmåltid, inden vi begiver os ud på vandreturen – ud for at bruge energi, så vi rigtig kan få appetit til den helt specielle lammesteg.

Vi går det første stykke ad en smal asfalteret vej, som snor sig op gennem dalen, forbi helikopterlandingspladsen. Fårehundene er med og løber ivrige frem og tilbage, i forhåbningen om at der nu skal arbejdes.

Da vejen svinger sydpå for at finde øens anden bygd, Kirkja, drejer vi nordøst og påbegynder opstigningen gennem den saftiggrønne udmark. Benmusklerne kommer i brug og den friske havluft hives ned i lungerne, så de spændes til bristepunktet.

Helikopterlandingen
Kan færgen ikke sejle, er helikopteren en mulighed – måske.

Vi stopper et øjeblik ved stenen, som Hálvdan Úlvsson skulle have løftet. Mænd kaster med skæve grin modige bemærkninger imellem sig, men ingen tager fat i stenen.

Pulsen er faldet til ro og gruppen fortsætter vandringen. Nu, da det er blevet stejlere, går flere af os i siksak. Det giver flere skridt, men hjælper på belastningen af muskler og fodled.

Østsiden af øen er præget af lodrette klipper, hvor forbjerget Eystfelli med sine 449 meter er det højeste. I havet nedenfor, stikker den fritstående klippe, Stapin, op, som en 47 meter høj pegefinger. Dette er Færøerne østligste punkt. Vi glæder os til at nå toppen og til at nyde den flotte udsigt, der må være.

Stenen, som Hálvdan Úlvsson løftede.
I tidligere tider demonstrerede mænd deres styrke ved att løfte “hav” , i form af en stor sten.

Kommet op til Knúk, når vi lige at se havet, der skummer nogle hundrede meter ret under os, så kommer skyerne rullende. Det ene øjeblik kan vi se vigen nedenfor, det næste øjeblik kun grå tåge. Motivet er svært at fange. Det er der. Det er væk. Det er der …

Mændene, som fører an er stedkendte. De vælger, trods tågen, at føre os videre op, men i sikker afstand fra den bratte fjeldside. De bærer skrigende orange veste med reflekser og har fordelt sig, så at de kan holde styr på os, som fårehyrden på sin hjord.

 

Inden udsigt fra Eystfelli. Kun tåge.
Udsigten fra Eystfelli var på denne dag ubeskrivelig …

Kunsten at gå

Anders Lund Madsen er ikke kommet med på fjeldet. Om det er fordi hans gulgrønne Nike sko med lyserøde snørrebånd ikke er skridsikre eller fordi han skal spise grind inde hos Emma vides ikke, men han går glip af en oplevelse.

Med huen godt nede i panden og tilduggede briller, når vi frem til dagens højdepunkt. Med en øjenhøjde på omkring 450 meter over havet er synet over det nordlige Atlanterhav ubeskriveligt. Efter 2 timers knoklen op ad fjeldet er vi på rystende knæ nået toppen, lister os forsigtigt frem til kanten og ser … intet. Regnen pisker ned, vinden rusker i bukserne og luften er grå.

Når nøden er størst er hjælpen nær. Sikkerhedsniveauet bliver slækket, nu da der kun er nedturen ad den bløde græsskråning tilbage. En flaske hives frem af rygsækken og der skænkes Baraldur-gin, krydret med kvan-urt. Det varmer og løsner på ansigtsmuskulaturen.

Rugbrød med skærpekød - lufttørret fårekød.
Skærpekød, som er lufttørret fårekød, er en god proteinkilde på fjeldturen.

Følget begiver sig et stykke ned ad skråningen, hvor der findes mere læ og så dukker der pludseligen enorm madpakke frem. Bunkevis af rugbrød med skærpekød – og så lige en Baraldurgin mere, til det andet ben. En gin til det ene ben og en til det andet, så man ikke kommer til at halte.

Så er det at historien om den fugtige pebersvend kommer frem: Efter at have fået serveret en snaps til det ene ben og en til det andet, blev flasken gemt væk. Da råbte han fortvivlet: “Åh, nej. Jeg kan ikke gå. De røg begge to ned i det samme ben.” Hvorvidt han så fik to mere til det forsømte ben, vides ikke.

Udsigt ned over Hattarvík
Nedstigningen kan foretages i siksak eller ad naturens rutchebane.

Nedtur

At gå ned ad fjeldet kan være næsten tungere end at gå op, da man hele tiden skal holde imod. Knæene begynder at ryste på de uvante fjeldgangere. Vi siksakker og holder små pauser. Den sidste ved en stensætning, hvor der er en flot udsigt over byen, nu da vi er kommet under skyerne. Så går det stærkt. Med regnbukser på og regnvådt græs, er det blot at sætte sig ned, så går det i rygende fart. Sjovt, så længe man er sikker på at banen er stenfri og at man kan stoppe inden man når ud til en fjeldkant. Vi ender i hegnet.

Anders dukker op igen. Nu iført karrygul skotskternet jakke og en kameramand. Det er formentlig udsigten til lettilgængelige færøske specialiteter, der nu serveres inde på loftet af laden, som har tiltrukket sig hans opmærksomhed. Måske kunne han ikke spise sig mæt i grinden?

Buffét med færøske specialiteter.
Færøske specialiteter i form af tapas med tørret skinke, makrel, fermenteret ost og specialbrygget øl.

Det kan godt være, at fjeldturen var udsigtsløs og enkelte har fået kolde fødder, men med et par tørre strømper og så fødderne i en plasticpose, kan man stikke i de våde sko og nyde synet af det dækkede bord: Tapas med svineskinke, tørret i den færøske luft, skiver af ost, fermenteret i færøske forrådshuse og naturligvis, færøsk øl, brygget til lejligheden.

Med en følelse af sejr over trods alt at have været på toppen af Eystfelli, stoltheden over, at have brugt en masse energi og fået godt med frisk luft, tager mavesækken jublende imod de gastronomisk flot anrettede kulinariteter. Imens får vi en krydret fortælling om hvilken proces madvarerne har været igennem. Det er Jóhan Mortensen, digter, erhvervsmand, iværksætter med mere, som giver os dette interessante indblik i den færøske lufts særlige evner. Hot or not.

Dampende jordhule med lammesteg.
Den dampende jordhule med lammestegen åbnes med spænding.

Vi er alle i samme båd

Mændene er gået i gang med at fjerne den dampende muld og de endnu varme sten fra jordhulen. Det er med en smule nervøsitet, at Gutti Winther tager imod stålburet med lammekødet. Er det mon godt nok? Selvom dagligdagen på den yderste ø som regel går som den nu kan, så har vi, gæsterne, jo en klokke at passe. Når færgen kommer og henter os, skulle vi gerne have nået at spise, synge og danse.

Langbordene er dækkede og vi bliver bænkede. Store fade med dampende kartofler, farverig råkostsalat og lifligt duftende jordhulestegt lammekød kommer ind. 2-liters glasdunke med det specialbryggede øl, står til fri afbenyttelse ned ad bordene. Maden smager fabelagtigt. Snakken går, der tygges og grines. I morges kendte kun få hinanden. Nu er vi én familie.

Et velsmagende måltid.
Et formidabelt velsmagende måltid er en del af udflugtens oplevelser.

Anders Lund Madsen sidder ved bordet. Han siger ikke meget. Det kan han faktisk. Tie stille. Men det er tydeligt, at der foregår en masse inde bag panden. Man får fornemmelsen af at hans hjerne er som en flippermaskine, der sparker tanker og idéer rundt, indtil de ryger ned i hullet og ud af munden.

Færøske sange gjalder ud i sommernatten mens vi vugger taktfast fra side til side, som sad vi ombord på en Ritan i Atlanterhavets dønninger. Øjnene skinner og kinderne rødmer.

Anders Lund Madsen
Der underholdes med musik, sang og fortællinger hvor Anders Lund Madsen også giver sit bidrag.

Der holdes taler. Lærerige, historiske og sjove. Så har flippermaskinen fået overload. Anders Lund Madsen´s blå strikkehue anes bag de bænkede. At se til, er han lidt sky og forsigtig, men jonglere med ordene og skyde med skarpt, det kan han. Hvor meget vi kan stole på og hvad der er fantasi, må være op til hver enkelte at dømme, men at han har haft en oplevelsesrig ungdom, som medhjælper på en bondegård i Hoyvík, nord for Tórshavn, skulle være ganske vist.

Mætte og varme rejser vi os og træder ud i sommernatten. Det er blæst lidt op, men vi tager fat i hinanden og begynder at danse, rundt og rundt i en snoet kæde. “Latið meg sova á tínum armi, ríka jomfrúa” runger det ud over havet, mens manden i midten skænker snaps og kameramanden kæmper for at få den rette vinkel på den ustyrlige flok.

Kirken i Hattarvík
Den hvidkalkede kirke i Hattarvík er fra 1899.

Vi takker for denne dag

Klokken nærmer sig afgangstid, men inden vi går ombord få den lille færge, skal vi en tur i kirke. Det er en tradition, siger Símun Gullaksen.

Vi samler vores habengut og trasker kåde over mod den lille hvidkalkede stenkirke fra 1899, men da vi går op ad stentrappen, forstummer stemmerne helt naturligt. Et blik ind gennem den udskorne dør til kirkerummet resulterer dog i små overraskede udbrud.

Inde i selve kirken er væggene hvikalkede, mens det bueformerede loft, beklædt med planker, er malet himmelblå – samme lyseblå farve som stolerækkerne. En genkendelig byggestil fra andre færøske landsbykirker, men altertavlen bryder totalt fra. Sat sammen af 14 enkeltbilleder, af grafisk kobbertryk, udført af kunstneren Oggi Lamhauge til kirkens 100 års dag.

Altertavlen i Hattarvík kirke
Altertavlen i den gamle kirke er usædvanlig, sammensat af 14 kobbertryk, udført af Oggi Lamhauge.

Símun Gullaksen giver os en beskrivelse af hvad altertavlens enkelte dele skal illustrere, hvorefter vi synger  salmen og beder fadervor. Så er det tid til at finde anlægspladsen.

Færgen Ritan kommer rundt om pynten, så vi sætter farten op, kun for at opdage, at den tager en runde, og sejler bort igen. Dønningerne er blevet for kraftige. Det er for risikabelt.

Så står vi der, knap 100 mennesker, strandede på den yderste ø.

Ritan vender
Færgen Ritan kommer til syne, men vender om igen. Dønningerne er for store.

Naturen bestemmer

Der er intet andet at gøre, end at gå op i bygden igen. Nogle småsnakker, andre ringer til dem derhjemme. Ingen skælder ud eller bliver frustrerede. Det nytter jo ikke noget. Derude, hvor vejret bestemmer, må du bare tage tingene i den rækkefølge de sker og kan ske.

Så kommer der nyheder. Måske færgen kan lægge til i Kirkja, bygden på den anden side af fjeldet. Vi begiver os afsted, ad den asfalterede vej op over Sunnberg til Kirkja. En travetur på omkring 5 kilometre. I mellemtiden mobiliserer beboerne i Hattarvík alt hvad der kan køre. En lille Opel og en Pickup med et fladt baghjul. I fast rutefart kører de mellem de to bygder og fragter udflugtsgæsterne med al deres oppakning. De gør alt hvad de kan. Om det er for at hjælpe os, eller for at slippe af med os, er uvist, men jeg vælger at tro på det første.

Transport med pick-up
I sådan en nødsituation mobiliseres alt hvad der kan køre i den lille bygd.

Vi er næsten nået op på Sunnberg, da pickupp´en vender tilbage og beder os om at stige op i lasten, som de sidste. Så går det med vind i håret og et fast greb i tagbøjlen, ned til anlægspladsen i Kirkja. Der ligger Ritan og danser, som et føl, der får saddel på for første gang. Men hjælpen er nær. Igen står mænd, med intuitiv fornemmelse for havets opførsel, klar til at hjælpe de uvante færgesejlere sikkert ombord. En-to-tre-hop, og pludselig befinder du dig med begge fødder på dækket af færgen.

Spejlblankt hav.
Havet er med ét spejlblankt, da vi sejler ind mellem øerne.

Intet blev som forventet

Vi har ikke sejlet mange minutter førend brændingen er lagt bag os og havet mellem øerne er som et stuegulv. Trolddomsagtigt pludseligt. Fjeldsiderne med de grønne hylder spejler sig i overfladen. Mellem Villingardalsfjall og Malinsfjall på Viðoy går solen ned, som i en vugge.

Jeg læner mig tilbage med et suk. Dagen blev overhovedet ikke som jeg havde ventet. Udsigten, jeg havde drømt om, blev borte i tågen. Vi var nær strandet på “den yderste ø” og fortællingerne blev heller ikke som jeg havde forventet. Istedet blev dagen en langt større oplevelse end jeg havde kunne forestille mig. Trods 30 år på Færøerne, var det min første tur til Fuloy, men forhåbentlig ikke den sidste. Um liv og helse vil, skal  jeg med på Flokksmannadagar 2018. Jeg har allerede booket en plads.

Solnedgang bag Hvannasundi
Godnat og tak for denne dag. Vi ses på Fuglø i 2018.

Skulle du få lyst til at vide mere om Fugloy, så følg med i dokumentaren, som nu i december måned sendes på DR1, under titlen “Den yderste ø”.

Du kan også læse mere om øen, gården Uppistovugarður om Floksmannadagur og måske endda booke en plads her:

FaceBook begivenhed “Floksmannadagur 2018”

Hjemmesiden omhandlende Fuglø og Uppistovugarður

 

For en god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg ikke har nogen forpligtelse eller samarbejde med arrangørerne, DR eller Anders Lund Madsen. Dette er alene en beskrivelse af min oplevelse, på en dag, som blev uforglemmelig for mig.

Anders Lund Madsen og kameramanden
Anders Lund Madsen, iført karrygul, skotskternet jakke og kameramand, laver dokumentar fra Fuglø.

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>