Hvordan lyder en dansker?

Home / Blog / Hvordan lyder en dansker?
En frodig dansk park med Dannebrog vejrende.

Hvordan lyder en dansker?

Gennem den sidste tid er jeg stødt på flere hændelser, som har fået mig til at tænke nærmere over, hvordan folk “lyder”. Hvordan lyder for eksempel en dansker eller en færing i forhold til en grønlænder, eller omvendt?

Nu tænker jeg ikke umiddelbart på de åbenlyse forskelle, som skyldes at vore sprog hører til tre vidt forskellige sprogstammer, men mere sådan ”Hvordan lyder det, når vi taler?” og måske endnu mere: Hvordan opfatter vi dét?

Fangsthytte syd for Sisimiut. Den ligger afsides, med en storslået natur.
Naturen er storslået ved den afsidesliggende fangsthytte, syd for Sisimiut.

 

KORTFATTEDE GRØNLÆNDERE

I august måned i år besøgte jeg for første gang Grønland. Denne barske naturskønne ø, hvor knap 60.000 mennesker har deres hverdag, på et område, som arealmæssigt udgør mere end 98 % af Danmarks samlede rige.

Jeg var ivrig efter at opleve naturen, men mindst lige så meget efter at lære om livet, dagligdagen og kulturen, i dette samfund, der har så helt anderledes muligheder og udfordringer end det danske og det færøske.

Interesseret i at blive klogere, forsøgte jeg således allerede i taxa-bilen, som kørte mig fra lufthavnen i Nuuk til min AirBnB-bolig i den gamle koloni-bydel, at indlede en samtale. Taxa-chaufføren besvarede dog desværre kun mine spørgsmål om bygningerne vi kørte forbi, infrastruktur og vejret med énstavelsesord.

Det samme gjaldt fiskerne nede på brættet, da jeg senere på dagen, af oprigtig interesse spurgte til jagtsæson, vægt og transport af de rensdyr, som lå parterede på bordene.

Jeg overvejede, om jeg havde sagt eller gjort noget forkert, set med grønlandske øjne, men det kunne jo også være, at jeg blot helt tilfældigt havde mødt netop nogle af de mennesker, som generelt ikke bruger mange ord. Jeg besluttede derfor at fortsætte min private research og gik ”på jagt”.

 

Nuuk. Den gamle bydel med lave, farverige træhuse ned mod kolonihavnen.
Der er stille og fredeligt i den gamle bydel i Nuuk, ved kolonihavnen.

 

PÅ JAGT I KRISTINEMUT

En sen aften listede jeg mig ind på et lokalt værtshus i Nuuk, der bar navnet Kristinemut, i håb om at få folk i tale.

Inde bag de træbeklædte gule vægge fandt jeg 20-25 mennesker, som umiddelbart så ud til at være af grønlandsk herkomst. Så var jeg på rette sted. Det var jo ikke turister eller midlertidig arbejdskraft på Grønland, jeg ønskede kontakt med.

Strategisk kravlede jeg op på en barstol, da jeg tænkte, at dér var nok den største chance for at få en snak. Det viste sig dog straks, at barstolen havde en mærkbar usikker svejsning, så med risiko for at dratte ned, inden jeg overhovedet havde fået noget at drikke, valgte jeg forsigtigt og lidt flovt at kravle ned igen. De andre barstole var besatte af gæster i dybe samtaler, så jeg valgte et bord i hjørnet.

Så kom min indre kamp. Siddende alene der, på et værtshus blandt fremmede mennesker, som jeg ikke kunne forstå, greb min hånd automatisk efter telefonen. Underbevidstheden søgte et sted at flygte til; google en side, checke email eller sende en sms, men jeg modstod. Kigge ud gennem vinduet gik heller ikke. Det får man jo ikke nogen samtale ud af.

Med opbydelse af alt mit mod, vendte jeg mig mod midten af lokalet. Ikke fordi jeg var bange for nogen, men fordi jeg er usikker på mig selv og hvordan ”man” bør opføre sig i ukendt selskab. Min indre bøddel.

Grønlands ældste værtshus, Kristinemut, beliggende i Nuuk.
Kristinemut, eller “Mutten, som det også kaldes, beliggende i Nuuk, er Grønlands ældste værtshus

 

ET (UD)BYTTE

Efter nogle minutter fik jeg øjenkontakt med en mand, da han med en øl i hånden satte sig ved bordet overfor. Jeg løftede mit glas og formede et ”skål” med munden, hvorefter jeg forsøgte at kigge afslappet ud over lokalet, mens jeg smagte på min drink

– Undskyld! Hørte jeg en stemme sige lidt højt. Det var ham.
– Må jeg sætte mig over til dig at snakke lidt? Spurgte han, på dansk, med lidt hakkende grønlandsk accent.

Yes! Det så ud til at lykkes. 😉  Jeg nikkede og sagde ”Værsågod” og kort efter var manden, omkring på min egen alder, bænket ved mit bord.

Det viste sig at være en tidligere fisker fra en af bygderne længere nordpå og han ville gerne snakke. Beredvilligt besvarede han mine spørgsmål og forsøgte at sætte ord på sine tanker og fortælle om sit liv. Mine ører skulle lige vænne sig til den grønlandske udtalelse af danske ord, men jeg blev en del klogere på Grønland, sproget og kommunikation den aften. Tak, Berthelsen.

 

En tidligere sømand, nu kunstmaler, i Nuuk.
Evnerne til at male og lysten til at lave sjov, manglede ikke hos denne tidligere sømand i Nuuk. Tak for snakken. 😉

PAASINNGILARA

Det gik op for mig, at jeg jo egentlig havde forventet, at de fleste Grønlændere kan forstå og tale dansk, nogenlunde i samme grad som færinger, men hvorfor skulle de dog egentlig det?

Godt nok tilhører Grønland det danske rige (endnu), men deres natur, kultur og sprog ligger milevidt fra det danske, såvel som fra det færøske. Ikke kun ordene men også opbygningen af sætninger er helt anderledes end i det danske og færøske sprog.

Reelt er det jo lige så svært for en grønlænder at lære dansk, som det er for en dansker at lære grønlandsk.

En anden ting er afstandene og infrastrukturen der gør, at beboerne ude på de små steder sjældent kommer i kontakt med nogen, som taler dansk og egentlig heller ikke har behov for at kunne sproget i deres daglige virke.

Den fåmælte taxachauffør og de enkeltords-svarende fiskere var måske af natur ikke særligt kommunikerende, men der er også stor sandsynlighed for, at de følte det akavet og svært at skulle tale det fremmede sprog, som dansk er.

Jeg har faktisk fået lyst til at lære mig en smule grønlandsk, men jeg er også sikker på, at hvis jeg nogen sinde for mod til at sige noget på dette smukke sprog, bliver det kun til nogle famlende enkelte ord.

Jeg vil føle mig nøjagtig lige så usikker på, om det er de rigtige ord og den rigtige udtale jeg anvender, som grønlændere formentlig gør, når det forventes at de kan tale dansk.

 

Sisimiut dalen. Naturskøn, farverig og stille.
Inde i Sisimiut-dalen bombarderes øjnene med et væld af naturens former, farver og kontraster, mens ørerne får fred.

RØDGRØD´S LYDEN

Hvordan lyder så en dansker i andres ører, hvis vi skal vende bøtten den anden vej?

Én ting er, at det danske sprog har den der særegne udtalelse af ”r” dybt nede i halsen, så det nærmest lyder som om man er ved at kaste op. En såkaldt faryngal lyd, som danskere (der i blandt mig selv) elsker at få udlændinge til at prøve at lave, for at kunne sige de famøse ord ”Rødgrød med fløde”.

Men når nu emnet er at ”lyde”, er der så forskel på lydniveauet?

 

Hindsgavl Slot i Middelfart. Sommerkoncert.
Ved sommerkoncerten på Hindsgavl Slot ved Middelfart bliver der sunget, snakket og grinet i den store park.

 

HØJLYDTE DANSKERE

Det er sket mange gange i forskellige situationer, at jeg pludselig har registreret én stemme blandt mange andre og det viser sig at være én, som taler dansk. Jeg har fortalt mig selv, at det nok netop er fordi vedkommende taler dansk, at jeg ubevidst har registreret dén stemme. Underbevidsthedens reaktion på modersmålet.

Forleden talte jeg dog med en færøsk bekendt om sprogforskelle, da hun sagde: ”Danskere taler altid så højlydt!”

Jeg studsede lidt over det, men erindrede også en hændelse, under mit besøg på Grønland. Der fortalte en gruppe danskere mig, at de var blevet bedt om at dæmpe sig. Selv mente de, at de blot havde talt normalt og var lidt overraskede over ”dæmpningen”.

Det fik mig så til at tænke over, om danskere virkeligt taler højere end færinger og grønlændere og hvad skulle årsagen i så fald være til det?

 

Slædehunde i Sisimiut, som står lænkede i hundedistriktet om sommeren og mellem slædeturene om vinteren.
Slædehundene står lænkede i et distrikt bag byen, mellem vinterens ture over de snedækkede fjelde samt i sommermånederne, hvor de længselsfulde venter på sneens genkomst.

 

KONTRASTERNES STEN

Under en travetur ind i Sisimiut-dalen, ad polarruten mod Kangerlussuaq, fik jeg tid til at filosofere lidt over emnet. Jeg havde passeret det vidstrakte distrikt bag byen, som er afsat til hundehold. Dér står slædehundene lænkede mellem vinterens adrenalinfulde ture over de snedækkede fjelde og der står de, i de farverige sommermåneder og venter længselsfuldt på sneens genkomst.

Da jeg kom frem til byens vandreservoir for foden af Alanngorsuaq, havde jeg lagt de ulvelignende hyl fra sultne og hierarkiafstemmende hunde bag mig. Faktisk havde jeg lagt alle lyde bag mig. Øjnene blev bombarderede med former, farver og kontraster, men ørene fik fred.

Siddende der på en sten, alene i naturens storhed og den overvældende stilhed, var kontrasten til København, Århus eller sågar Tórshavn slående.

 

den gamle Lillebæltsbro ved Middelfart
Der er en lind strøm af biler, tog og brogængere over den gamle Lillebæltsbro ved Middelfart.

 

TRAFIKALE LYDE

I store dele af Danmark er der konstant en form for menneskelig, maskinel eller teknisk frembragt støj: Busser og biler, tog og fly, gravemaskiner og byggekraner og så videre. På Færøerne såvel som på Grønland har vi selvfølgelig også gang i byggemaskiner og der sprænges med dynamit, når der skal planeres byggegrunde. Men den trafikale larm er langt mere begrænset.

Der er ingen motorvej med susende, dyttende, hvinende biler. De korte strækninger med togskinner, som findes i begrænset omfang, blev i sin tid anlagt til at fragte kul fra minerne og ned til havnen. Ikke til befordring af mennesker, som en del af landets infrastruktur. Der høres ingen syngende togskinner og ingen alarmerende fuuut.

Antallet af personbiler, er stort set det samme på Færøerne som i Danmark, nemlig omkring 1 personbil for hver anden indbygger, men på Grønland er antallet noget mere begrænset. Selvom antallet af personbiler på Grønland er eksploderet med omkring 100 % siden årtusindeskiftet, er der stadig kun én bil for hver 12 indbyggere.

Da jeg blev opmærksom på den begrænsede færdsel med personbiler på Grønland, var min første tanke, at det måske er for dyrt at importere, købe og eje en bil, med alt hvad det indebærer af afgifter, forsikringer og så videre. Men så gik det indlysende op for mig: Hvorfor investere i en bil, når du alligevel ikke kan køre længere strækninger, end en tur rundt i byen hvor du bor – ned i Brugsen og tilbage igen? Der er jo ingen veje mellem bygderne.

 

Gade i Nuuk med et af de få lyskryds og kun få biler.
Nuuk. Antallet af personbiler på Grønland er begrænset. Der er kun anlagte veje inde i byerne.

 

LYDEN AF STILHED

Siddende der på min sten, med Alanngorsuaq´s fuldkomne spejlbillede i søens klare vand og ørenlyd af ingenting, kunne jeg mærke, at alene tanken om København, næsten fik mig til at tænke ”højere”.

Jo, jeg tror faktisk at en del danskere taler højere end færinge og grønlændere – i alle fald dem, som til daglig færdes i byerne. Bor du i København, Middelfart eller New York, vil du formentlig være vant til at skulle tale højt, for at kunne overdøve byens biler, maskiner og andre mennesker. Dine ører er stadig proppede med larm, når du lander heroppe i Nordatlanten og du taler ubevidst videre i samme niveau, som du er vant til.

Kommer du til Færøerne eller Grønland, så gå ud til kysten, ind i dalen eller op i fjeldene. Find dig en sten og sæt dig ned. Træk vejret roligt og lyt. Når pulsen er sænket og roen er faldet over dig, så vil du høre det:

Lyden af stilheden.

 

Sisimiut. Et menneske sidder i stilheden på fjeldet og ser ud over havet.
Gå ud til kysten, ind i dalen eller op i fjeldene. Find dig en sten og sæt dig ned. Når pulsen er sænket og roen er faldet over dig, så vil du høre det: Lyden af stilheden.

 

Skulle du få lyst til at vide mere om det grønlandske sprog og måske endda lære lidt af det, har jeg fået anbefalet disse sider:

Du kan læse mere om dialekter og sproglige finurligheder i min blog: Broer af ord

 

Kilder:

 

One comment on “Hvordan lyder en dansker?

  1. Svar

    Interessant og indfølende artikel – jeg føler stilheden på Grønland (selvom jeg ikke har været der) – og larmen i Kbh. Jeg får stor lyst til at opleve denne smukke og storslåede ø. Stilheden oplevede Ole og jeg også meget intenst på Olympic Pininsula, NW USA,, da vi var på vandretur på Hurricane Ridge: 2500 m over havet, med udsigt til høje bjerge, Stillehavet og Vancouver Island. Wauv -gid vi nogle gange kunne «stå stille» i tid :-). K.h. Karenlisse

Skriv en kommentar

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>